BLOG OM

PANDE­KAGER

pandekager-med-sirup

Vi elsker bare pandekager!

Hvad skal vi have til dessert? Pandekager er en højt elsket klassiker – bare tanken, så er man lækkersulten. De kan bestilles på fine restauranter, men findes også utallige steder verden over som street food – hvor der fra de små boder, vogne og cykler serveres helt nybagte pandekager med et udvalg af lækre toppings. Man drages mod den skønne duft og pludselig før man ved af det, så står man med en bid af den vidunderlige dessert i munden, mens man bliver sendt tilbage til barndommens køkken med et smil på læben.

For at hylde pandekagen har vi samlet en masse inspiration og sjove fun-facts her på bloggen til dig. Dyk ned i det og spis nogle pandekager imens!

7 TING DU SKAL VIDE OM PANDEKAGER

hoej-stak-af-pandekager

Hvad er en pandekage ?

En pandekage er ikke en decideret kage, men består typisk af en dej, som bliver bagt på en pandekagepande og derefter serveres med syltetøj og sukker. Pandekagen kan bedst sammenlignes med vaflen. Den kan både serveres som morgenmad, til forret, hovedret eller dessert – du kan se vores favorit opskrifter her

Pandekagedej
De mest almindelige ingredienser er hvedemel, mælk og æg men den kan også laves glutenfri, laktosefri, uden æg og mælk.  Dejen kan tilsættes smag og forskellige ingredienser, alt efter lyst og hvad pandekagen skal bruges til.

pancake-day

Den Internationale Pandekagedag 

– aka den hvide tirsdag!

Hvert år, den første tirsdag efter fastalavns søndag, fejres den internationale pandekagedag – også kendt som “den hvide tirsdag”.

Det er en gammel tradition fra den gang hvor kristne fastede 40 dage op til påske og ikke måtte spise søde sager undervejs. Man brugte alle de ‘hvide’ ingredienser man havde, såsom mel, sukker, smør og mælk til at lave pandekager, for på den måde at tømme ud blandt fristelserne inden fasten – deraf navnet ‘hvide tirsdag’.

Shrove Tuesday

Dagen er blevet særligt populær i de engelsktalende lande og katolske lande. Her kaldes mærkedagen hhv. ”Pancake Day”, ”Shrove Tuesday”. På fransk kaldes dagen ”Mardi Gras”, som betyder ’fed tirsdag’, hvilket passer meget godt til de råvarer, man spiser på dagen.

Dagen fejres i stor stil verden over, dog ikke så meget i Danmark. Men hvorfor ikke tage del i pandekagefesten og sætte en stor stak pandekager på bordet den dag – mon ikke alle er med på den?

raadhuspandekager

Rådhuspandekager – vidste du det ?

Danmarks nok mest kendte pandekage, som har eksisteret i mere end 90 år, er helt tynde. De bliver rullet og fyldt med en appelsincreme og på overfladen dækkes de med et tyndt lag aprikosmarmelade og til sidst drysses de med ristede mandler.

Pandekagerne bliver serveret ved officielle  festligheder f.eks. når store sportsudøvere vinder guld, eller når prominente gæster besøger Københavns Rådhus, så står den ofte på de velkendte pandekager

Hvordan imponerer man kongen?

Historien bag pandekagerne er, at tilbage i 1928, da den belgiske Kong Albert kom på besøg, vidste man simpelthen ikke hvad man skulle servere til dessert. Men da man i Belgien godt kan lide vafler og pandekager, så tænkte kokken Phillip Olsen, at de måtte komponere noget i den retning. Desserten blev en stor succes, så næste gang der kom en prominent gæst blev der serveret de nyeligt opfunde Rådhus pandekager og sådan blev det til en tradition.

Senest har Kong Alberts tipoldebarn, Kong Philippe netop været på besøg og han fik også pandekagerne serveret.

Ikke engang konen kendte opskriften

Phillip Olsen holdt sin opskrift helt hemmelig. På 50 årsdagen for pandekagen bliver han interviewet – der sidder han i sin lænestol, 80 år gammel og fortæller at ikke engang hans kone kender opskriften! Det er da en mand der kan holde på en hemmelighed.

Mange har siden da, lavet udgaver der var stærkt inspireret af og temmelig tæt på den oprindelige opskrift.

PANDEKAGE VERDENSREKORDER !

Verdens højeste flipvending af en pandekage!

verdens-hoejeste-pandekagekast

Det kan se ret blæret ud når man vender en pandekage i luften, hvis den så ellers rammer panden igen!

Men der skal en del øvelse til og pænt højt til loftet for at opnå de evner der skal til for, at kunne slå verdens højeste pandekagekast som målte hele 9,47 m.

Det blev opnået af Dominic Cuzzacrea i et indkøbscenter i New York, USA, den 13. november 2010. Dominic slog dermed sin egen tidligere rekord med 30 cm.

guinessrekord pandekager

11 år tidligere satte han endnu en Guiness rekord!
Mens han vendte en pandekage kontinuerligt i en stegepande (ja!), gennemførte han Casino Niagara International Marathon i en tid på 03:02:27 d. 24. oktober i 1999. Manden må virkelig elske pandekager!

Verdens højeste stak pandekager!

verdens hoejste stak pandekager

På den international pandekagedag d.8 februar i 2016, blev verdenrekorden for den højeste stak af pandekager sat af James Haywood og Dave Nicholls fra The Pancake House i England.

Rekorden blev godkendt af Guinness, så den 101,8 centimeter høje stak af 213 pandekager er p.t. officielt den højeste.

MEN MEN MEN !

verdensrekord for hoejeste pandekagetaarn

SweetStreet har nu slået
VERDENSREKORD I DET HØJESTE PANDEKAGETÅRN!!

Det er 105 cm høj og det er lavet med 420 hjemmelavede pandekager!! 🥞 ❤️ Så nu er vi klar til at deltage i de ÆGTE Guinness verdensrekorder for højeste pandekagetårn med en officiel dommer – vi holder jer opdateret på hvilken dag vi holder pandekagefest – alle bliver inviteret på gratis pandekager 🥳

Verdensrekorden for den største pandekage!

verdens stoerste pandekage rekord

Rekorden for verdens største pandekage blev skabt i 1994 i Rochdale, Manchester, England, af Co-Operative Union, Ltd.

Den målte 15,01 m i diameter og var 2,5 cm tyk. Pandekagen vejede tre tons (hvilket også er vægten på en voksen afrikansk elefant!) og havde et kalorieindhold på omkring 2 millioner – bon appetit!

Det skal du bruge

Hvis du har planer om at lave sådan en monsterpandekage, så kender du nu målene du skal overgå. Hvor meget dej, der skal til sådan en pandekage i den størrelse er uvist, men vores klassiske opskrift her skal nok ganges op med nogle tusinde – og så gælder det om at finde en pande der er stor nok!

For at kunne skabe en så ekstrem stor pandekage, kræver det specialiseret værktøjer og pander. Som f.eks. en stålpande på over 15 meter i diameter, en tankvogn til at hælde dejen på, og et par kæmpe kraner til at vende den.

Penge til velgørenhed

Det var det, der skulle til for at lave det monster, der har Guinness verdensrekord for den største pandekage nogensinde. En begivenhed som fik 40.000 mennesker til at møde op for at se. Pandekagen blev senere skåret op i 15.000 portioner og solgt til 25 pence pr skive for at rejse penge til lokale velgørende organisationer.

pandekager-til-lysfest

Hvorfor spiser man pandekager til Kyndelmisse ?

Kyndelmissen holdes d.2 februar og er vinterens vendepunkt – navnet er en fordanskning af det latinske Missa Candelarum som betyder lysgudstjeneste. Men i gamle dage blev dagen også kaldt Kjørmes Knud. Kjørmes er en sammentrækning af ordene kærte og messe og betyder altså også lysmesse – men hvad har det med pandekager at gøre?

Jo – altså, på netop denne dag i 1700 tallet fik bønderne mange varsler  og vejret på dagen varslede om forårets komme.

Man samledes rundt omkring i det danske land ved kjørmes-gilderne i landsbyerne, hvor man spiste helt særlige retter. Den mest kendte kjørmesret er nok de fynske bygmelspandekager der blev skyllet ned med øl og brændevin. For ved at spise pandekager lavet med bygmel denne dag, så håbede man på den måde at sikre sig en god høst af byg.

Denne tradition med at spise pandekager ved Kyndelmisse har holdt ved siden da, men varslerne kommer nu fra DMI

hvorfor hedder det crepes Suzette

Hvorfor hedder det Crêpes Suzette og hvem var hende Suzette?

Crêpes Suzette er en klassisk fransk dessert, som består af flamberede pandekager i en appelsin/karamelsauce. Der findes flere versioner af hvorfor desserten hedder sådan.

I den mest populære version fortælles det, at den blev opfundet på Café de Paris i 1895.  En teenager, Henri Charpentier, som arbejdede i køkkenet den dag, kom til at sætte ild til en dessert han var i gang med at tilberede for prinsen af Wales (den kommende Kong Edward II af England)

Da prinsen bad om navnet på desserten, sagde en desperat Charpentier “Crêpes Princesse”!  Prins Edward anmodede om, at han omdøbte desserten til “Crêpes Suzette” efter den smukke unge dame, der havde ledsaget ham til restauranten. Og således blev den klassiske dessert født.

En anden version er

Prince Edward var en regelmæssig kunde i restauranten og en dag da han og nogle andre herrer, samt en datter til en af mændene ankom til frokost, blev den unge Henri Charpentier, som var hjælpetjener, bedt om at betjene dem fordi den sædvanlige tjener var blevet syg.

En af retterne var crepes (pandekager). Retten blev færdiggjort ved at varme dem i en sauce lavet af appelsinskal, sukker og en kombination af likør foran gæsterne. Helt uventet brød alkoholen i brand og ved et held i uheld blev der skabt en ny dessert.

Edward og hans gæster var glade og prinsen spurgte Charpentier, hvad han ville kalde sin nye opfindelse. Charpentier foreslog “Crepes Princesse”, men Edward, foreslog derimod ”Crepes Suzette” til ære for sin gæsts unge datter.

Der findes også en vovet version af historien

En mere vovet udgave af historien er, at Suzette ikke var datter af en af Edward gæster men en af prinsens elskerinder.

Der findes også en historie om, at det var en kok ved navn Monsieur Joseph, som opfandt retten for en tysk skuespillerinde, Suzanne “Suzette” Reichenhurg.

En tredje version hævder, at Crepes Suzette blev skabt af en kok ved navn Jean Reboux for kong Louis XV på opfordring af prinsesse Suzette de Carignan, der angiveligt var forelsket i kongen.

Historierne er mange og vi vil aldrig få af vide om Suzette var en ung kvinde, Prins Edwards elskerinde, en tysk skuespillerinde eller en forelsket prinsesse.

Rasmus Klump pandekager

Hvorfor spiser Rasmus Klump pandekager?

Den lille bamse med de hvidprikkede røde bukser og den blå hue er en dansk tegneseriefigur skabt i 1951 af Carla og Vilhelm Hansen. Den rejser på eventyr sammen med dens venner i skibet Mary, som er opkaldt efter hans pandekagebagende mor.

I historien er der ingen længere forklaring på hvorfor det lige blev pandekager, men Rasmus Klump og hans venner elsker dem og de spiser med stort velbehag et bjerg af de tykke pandekager med jordbærsyltetøj.

pandekagemel
historien om pandekager

Hvor stammer pandekagen fra?

Oprindelsen af pandekager går langt tilbage i tiden – helt tilbage til det 5. århundrede f.Kr. findes der i Egypten opskrifter på sure kager, som er forfædre til pandekagen.

Pandekagen som vi kender den, dukker op i historien fra mange lande og det er svært at bevise præcist hvor og af hvem den blev opfundet. Men den kan med sikkerhed dateres 500 år tilbage i tiden, både i Danmark og England og andre europæiske lande, samt Rusland.

De fleste historier stammer fra dengang kristne fastede i 40 dage op til påsken og spisekammeret skulle derfor tømmes inden Her var ingen madspil – mel, mælk og æg blev pisket sammen og vupti, så var pandekagen opstået.

Anne af Bretagne

En anden historie stammer fra 1490, hvor hertugdatteren Anne af Bretagne under et stormvejr måtte søge tilflugt hos en fattig brændehugger. Hans datter bagte ofte fladbrød af hvedemel, men ville ikke servere den slags fattigmandsmad for den fine gæst. Hun fandt i stedet på at bage brødene helt tynde og så folde dem med forskelligt fyld. Det blev en succes som bredte sig i resten af Frankrig og videre ud i verden.

Men hvor end pandekagen kommer fra, så smager den jo helt fantastisk og samtidig så nem at lave.

Få inspiration til selv at bage nogle – se vores opskrifter på pandekager her – f.eks. bananpandekager, amerikanske pandekager, sunde madpandekager, vegetariske, glutenfri og mange flere

Variationer af pandekager

Galette
– en fransk boghvedepandekage som både kan anvendes i det søde og det salte køkken. Den bages på en stor pande/plade og foldes til en firkant med fyld i

Mexicanske pandekager
– også kaldet tortilla, er lavet af majsmel og bruges ofte til aftensmad hvor de fyldes med lækkert indhold og drysses med ost.
Tacos – i Mexico er tacos små og bløde tortillas som foldes med noget fyld i.

Amerikanske pandekager
– de engelske migranter i 1600 tallet havde opskriften på panderkager med til Amerika. Der blev den hurtigt opdaget og siden videreudviklet til de små runde og tykke brunchpandekager, som vi kender i dag hvor der er tilsat bagepulver for at få dem fluffy.

Fransk madpandekage

Fransk Galette

Ærø pandekage
– “Løvtens Paa´kar” hedder de på Ærø. Det er tykke gærpandekager, der dybsteges i svinefedt og serveres med syltetøj eller kompot. Konsistens og smag er lidt a la klejner. Et must-try hvis din tur går forbi den smukke ø i det fynske hav.

Crêpes Suzette
– er en meget populær dessert i Frankrig og nærmest en nationalret. Den består af tynde pandekager med en krøllet kant, som bliver foldet til en trekant. Retten serveres med en Beurre Suzette, som består af skøn appelsinjuice, karamelliseret sukker og Grand Marnier eller Cognac

Crêpes
– er den franske version af pandekagen. De er super tynde, ca. 1 mm og bages kun på den ene side. De serveres både til hovedret og til dessert med et stort udvalg af fyld alt efter hvilken region man befinder sig i.

crepes-suzette-dessert

Crepes Suzétte

Engelsk/ britiske pandekage
– minder meget om vores egne pandekager. De er ca 2-3 mm tykke og bagt på begge sider. De bliver typisk spist med citron & sukker på.

Kaiserschmarrn
– den kejserlige pandekage, er meget populær i Østrig. Den består af en tyktflydende dej hvor der tilsættes stiftpiskede æggehvider og rosiner. Når den er bagt på begge sider rives den i stykker med 2 gafler – derefter ryger den igen hurtigt på panden hvor den drysses med sukker. Serveres ofte med blommekompot eller æblemos.

Ålandske pandekager
– en meget speciel svensk pandekage, hvor dejen tilsættes risengrød og derefter bages i oven. Den spises ofte ved juletid.

pandekage dessert fra Oestrig

Kaiserschmarrn

Østeuropæisk Palatschinke eller Palacinka
– En tynd pandekage med græsk/romersk oprindelse. I dag ses den ofte på menukortet i central- og østeuropa. Pandekagerne bliver rullet med kompot eller is eller frugt og drysses med sukker eller flormelis.

Japansk Dorayaki
– små pandekager, som lægges sammen to og to med sød bønnemos (azuki) i mellem. De smager dejligt med en god kop te, gerne Matcha te.

Finsk (brade-) pandekage
– minder mest om en tyk pandekage. Dejen hældes op i en bradepande eller ovnfast fad og så skal den en tur i oven og bage. Drysses med flormelis, udskæres og serveres med kompot og creme fraiche. 

japanske dessert pandekager

Japanske Dorayaki